Danmarks tredje nationalpark blev udnævnt med pomp og pragt i efteråret. Nationalpark Vadehavet er nu den største af slagsen i landet, og både miljøministeren og HKH prins Joakim troppede op for at fejre indvielsen. Men noget lugter under den pæne overflade

Af: Jon Geriche Detlefsen, marsken.dk

I den sydligste ende af den nye Nationalpark Vadehavet ligger et lille område, der er ramt af en mangeårig, betændt konflikt. Siden midten af firserne har Tøndermarsken været centrum for et politisk slagsmål, hvis essens er kampen mellem landbrug og natur.  Taberne er lette at få øje på. Bestanden af ynglende engfugle er faldet med mere end 75 procent, og et fuglehabitat, der ikke bare er unikt i Danmark, men er enestående i verden, forsvinder, mens regeringen og oppositionen står stejlt og uforsonligt på hver sin side af frontlinjen

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg vedtog i efteråret at undersøge konsekvenserne af en eventuel fredning af Tøndermarsken, som Socialdemokraterne har foreslået det, da de ikke mener, at Tøndermarskloven fra 1988 beskytter natur og fugle i tilstrækkelig grad. Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, kalder undersøgelsen for det første skridt mod en yderligere fredning. Men miljøordfører i Venstre Eyvind Vesselbo afviser, at der bliver tale om en fredning. Uanset hvad resultatet af undersøgelsen bliver.

Det går skidt – stadigvæk
Detaljerne i fuglenedgangen er rigt beskrevet i fagrapporter fra Skov- og Naturstyrelsen (der nu bare hedder Naturstyrelsen) og fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Senest i foråret 2010, hvor DMU’s store rapport om tilstanden i Tøndermarsken udkom. Her beskrives omfangsrigt årsagerne til ynglefuglenes nedgang, og rapporten forklarer også praktisk, hvordan nedgangen kan vendes til opgang.

Det har DMU fortalt flere gange før, og også Skov- og Naturstyrelsen fortæller i deres hovedværk om Tøndermarsken fra år 2000 om de truede fugles elendige forfatning. Konklusionerne i rapporterne er identiske, nemlig at intensivt landbrug er den suveræne årsag til den massive fuglenedgang.

Intet af dette er nyheder, tværtimod, og netop derfor kan det undre, når venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo siger til marsken.dk, at:

”Fuglebestanden har fået det dårligere, og det er derfor, vi gerne vil lave en undersøgelse. For at finde ud af, om der er noget, vi kan gøre for at gøre det bedre for fuglene”.

Benægtelse
Den problemstilling, som Venstres miljøordfører beskriver, er undersøgt og konklusionerne og løsningsforslag er lagt frem. Rapporterne fra Danmarks Miljøundersøgelser og fra Skov- og Naturstyrelsen kan downloades på dmu.dk eller læses på naturstyrelsen.dk.

Men Eyvind Vesselbo tager det ikke som en selvfølge, at mange års faglig dokumentation af den ringe, biologiske tilstand i Tøndermarsken skal have indflydelse på beslutningsprocessen i regeringen. Han kommenterer Danmarks Miljøundersøgelsers og Skov- og Naturstyrelsens arbejde med ordene:

”Nu er det jo sådan, at det ikke er dem, der laver politikken i Danmark”.

Han udelukker dog ikke helt, at forskernes arbejde kan få indflydelse, og deres mening om Tøndermarsken kan da også komme i betragtning, når politikerne skal tage beslutninger:

”Så har de sagt, hvad de mener, og så tager vi bestik ud fra det. Vi politikere tager vores beslutning ud fra vores politiske udgangspunkt, og ud fra hvad vi mener, er det rigtige. Det er sådan, fordelingen er”.

At bringe videnskabelig forskning ned på niveau med politisk ideologi og sidestille den med holdninger baseret på irrationalitet og afvisning af imperisk fakta, er en denialistisk tendens, der skubber den saglige debat og de faktabaserede argumenter ned i en dyb afgrund. Tilbage er påstand mod påstand. Forskerne fra Danmarks Miljøundersøgelser mener ét, og regeringen mener noget andet.

Men man kan ikke mene, at jorden er rund. Den er rund. Man kan ikke mene, at udryddelsestruede fuglearter forsvinder fra Tøndermarsken, og dermed fra verdenskortet, fordi intensivt landbrug ødelægger deres levesteder. Det er videnskabeligt fakta.

Frivillige aftaler uden frivillige
Miljøminister Karen Ellemann fastholder, at det er de frivillige aftaler med Tøndermarskens landmænd, der skal danne basis for en løsning på situationen. De frivillige aftaler virker, mener hun og bruger blandt andet de miljøvenlige jordbrugsordninger (MVJ) som argument for, at det fungerer med frivillighed.

I dag er kun 9 procent af de private lodsejere med i de frivillige MVJ-ordninger. Under den første periode fra 2002 – 2007 var cirka 40 procent tilmeldt, og her steg bestanden af ynglende englefugle for første gang i 15 år. Men stigningen var minimal i forhold til den voldsomme nedgang i årene før. Danmarks Miljøundersøgelser betegner MVJ som decideret afviklet i Tøndermarsken på grund af den ringe tilslutning.

Også tidligere har det knebet med at lave aftaler i Tøndermarsken. For 10 år siden skrev miljøjournalist Keld Hansen om Skov- og Naturstyrelsens forgæves forsøg på at lave aftaler med Tøndermarskens landmænd:

”En håndfuld landmænd – faktisk færre end 10 – har formået at kontrollere de mere end 500 lodsejere, der har jord i det fredede område, på en sådan måde, at alle forsøg på at vende den negative udvikling er blevet skudt ned. Miljømyndighederne har i 12 år uden held forsøgt at overtale, lokke, friste, true, betale og tigge disse få mennesker om et samarbejde, men de lod sig aldrig flytte”.

Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, siger, at de frivillige aftaler:

”Er et princip – en politisk holdning, som vi har i Venstre, og det har jeg også, så det rokker vi ikke ved”.

Nærstuderer man de seneste par årtiers historie om balladen i Tøndermarsken, er det uendeligt vanskeligt at finde eksempler på frivillige ordninger, der har virket eller overhovedet er kommet i stand. I hvert fald hvis de skulle være til naturens og de vilde dyrs fordel.

Fredning eller ej?
Læser man Socialdemokraternes udspil, på hvis baggrund Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har iværksat en undersøgelse, kan der næppe være tvivl om, at det er vilkårene omkring en yderligere fredning af Tøndermarsken, det handler om. Men Eyvind Vesselbo vil ikke høre tale fredning:

”Vi er ikke gået med på en fredning, det kommer ikke på tale. Vi siger ´ok, så får vi belyst vilkårene for en fredning, vi får belyst, hvilke konsekvenser, økonomisk, naturmæssigt og menneskeligt, der kommer i området´. Og ja, jeg siger allerede nu, at der ikke kommer fredning på tale, men så får vi belyst vilkårene, som oppositionen har ønsket det”. Og Eyvind Vesselbo pointerer:

”Der er nogen, der har det udgangspunkt, at de gerne vil frede marsken. Det har vi ikke, så det ender det ikke med”.

Venstres miljøordfører fortæller altså, at regeringen har tænkt sig at bruge skattekroner på at undersøge en fredning af Tøndermarsken, selvom de på forhånd har besluttet, at fredningen aldrig bliver en realitet.

Så hvorfor ikke spare tid og brænde alle pengene på et stort bål lige midt i Tøndermarsken blandt landmænd og kreaturer? Det ville i det mindste være en ærlig hån mod oppositionen, de borgere, der betaler skat og alle, der har den mindste interesse i at redde den smule natur, vi har tilbage i Danmark.

Lige til højrebenet
Det her er ikke raketvidenskab. Tøndermarsken er omfattet af en dansk særlov, Tøndermarskloven fra 1988, og området er et internationalt NATURA 2000-område, der både hører under et EF-habitatsdirektiv og et EF-fuglehabitatsdirektiv. I skærende kontrast hertil er bestanden af ynglende engfugle i så ringe en tilstand, at de ikke længere kan reproducere sig selv.

Oven i hatten kommer truslen om en retssag ved EF-domstolen, hvor Danmark står anklaget for misrøgt af EF-habitatet Tøndermarsken. På baggrund af klager fra Dansk Ornitologisk Forening og fra Danmarks Naturfredningsforening sendte EU i januar sidste år en såkaldt begrundet udtale til den danske regering, der er sidste advarsel inden en retssag. Danmark har endnu ikke svaret.

Den tomme skal
Tøndermarsken er nu blevet en del af en Nationalpark. Uden udsigt til andet end yderligere, naturmæssig afvikling er Tøndermarsken nu omfavnet af en skal af politisk prestige, der kan bruges som hult argument mod beskyldningerne om ikke at yde en tilstrækkelig indsats i naturen. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen forsvarede sig, da Helle Thorning Schmidt, i efterårets debat på TV2, anklagede ham for at svigte naturen:

”Vi har da indført nationalparker”…

2010 var biodiversitetens år men sammen med resten af Europa har Danmark udsat fristen for, hvornår vi skal stoppe den hastige afvikling af mangfoldigheden i vores natur med 10 år. I Shakespeares Hamlet siger kongens vagt Marcellus, at noget er råddent i staten Danmark. Fortsætter staten Danmark sin handlingslammende tomgang, mens dyr og natur i Tøndermarsken, og i resten af landet, uddør og forsvinder for bestandigt, har den renæssianske vagthund ganske ret. Noget er plumråddent.

Måske skal vi helt aflyse biodiversitetens år og i stedet fejre denialismens århundrede?

Lydene i marsken begrænser sig til køers muh’en, fårs brægen, noget fuglekvidder, samt den konstante susen fra vestenvinden, som kommer ude fra havet, der ligger lige ude bag det bagerste dige. Området er så fladt, at man kan se det meste af området bare ved at gå op det et dige, der ikke er mere end to meter højt. Stedet er ret øde, og af de cirka ti gårde man kan se, er mindst én forladt, og faldet fuldstændigt sammen. Roen i området er slående, og kontrasten til det enorme slag, der foregår i området mellem to store ideologier er enorm. Tøndermarsken er på det seneste blevet en slagmark, nogle vil måske sige endnu en, mellem miljø på den ene side, og landbrug på den anden. Disse to tilsyneladende uforlignelige ideologier kæmper mod hinanden i dette sydvestlige hjørne af Danmark, hvor de lokale joker med, ”at det er så fladt, at man kan se en hare rende i tre dage.” Det uendeligt flade område er blevet centrum i en kamp om fuglebeskyttelse. En kamp på ord. Miljøforekæmperne, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening på den ene side vil bevare fuglelivet i området. Og de mener, at det er den måde landbruget benytter området, der gør, at fuglene forlader stedet. Landmændene vil gerne selv overleve. Og de er overbeviste om, det er blevet sværere, især fordi de mener, alle de nye tiltag, som skal redde fuglene faktisk skræmmer dem væk. Landmændene foreslår, at de i stedet skal drive landbruget som de altid har gjort. Hvilket vil sige, dræning af markerne. Miljø og naturorganisationerne mener, at det der kan redde marskens ynglefugle, er mere vand på markerne. Midt i skudlinien af argumenter har vi stået, med vores lydoptager og kameraer og har forsøgt at fange, hvad det hele handler om. Og det er mange ting. Nu sætter vi et foreløbigt punktum i sagen, da skolens deadline er over os. Men vi fortsætter naturligvis arbejdet med at holde øje med og skrive om udviklingen i marsken.

Det er dejligt, at Landbruget trives i Tøndermarsken, mener miljøministeren. At ynglefuglene forsvinder, som dug for den sorte sol, er til gengæld ikke så godt, men Karen Ellemann kommer ikke med et eneste konkret bud på en redningsplan

Det går godt
”Vi har i høj grad fået noget for de 80 millioner kroner, vi har anvendt i Tøndermarsken siden1988”, sagde miljøminister Karen Ellemann i går, da Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg havde kaldt hende i åbent samråd om Tøndermarsken.  Under samrådet glædede miljøministeren sig over, at det går godt for landbruget i Tøndermarsken. Hun mener, at danskerne har fået masser af valuta for de 80 millioner kroner, som fredningen fra 1988 indtil videre har kostet, og som er brugt til at bevare og styrke Tøndermarskens landbrugsdrift med en efterfølgende nedgang i ynglefuglebestanden på 75 procent.

Landbruget sikret gennem fredning
I et notat fra onsdagens åbne samråd indleder miljøministeren med at fremhæve det, som hun mener, er nogle af de positive aspekter ved Tøndermarskloven fra 1988 og de 80 millioner kroner, som den såkaldte fredning indtil videre har kostet det danske samfund. Miljøminister Karen Ellemann opridser tre punkter som tegn på, at fredningen og de efterfølgende omkostninger har gavnet kulturlandskabet Tøndermarsken (følgende er citeret fra notatet fra det åbne samråd om Tøndermarsken, Folketinget, 5. maj 2010):

1)      Det åbne kulturlandskab med diger, kanaler, fenner adskilt af skelgrøfter er blevet bevaret.

2)      Bevandingssystemet er blevet renoveret og driften sikret.

3)      Oppløjningen af græsarealer blev forhindret, og den fortsatte afgræsning er sikret.

Det ”gode” er problemet
Dele af de tre punkter er netop, hvad Danmarks Miljøunderundersøgelser (DMU), i den seneste store rapport fra 2010, konkluderer, er en del af problematikken for ynglefuglebestanden. Den fortsatte afgræsning, der ifølge miljøministeren er sikret gennem Tøndermarskloven, har betydet en voldsom stigning i antallet af får på markerne. De mange får tramper ynglefuglenes reder i stykker, og derfor opfordrer DMU til en begrænsning af husdyrstrykket. Desuden bruges det renoverede bevandingssystem til at afvande markerne i Tøndermarskens ydre koge, og hovedkonklusionen i DMU’s rapport er, at der skal mere vand på markerne, hvis bestanden af ynglefugle skal genrejses.

Hvor er fuglene?
Fuglene har det skidt, indrømmer miljøminister Karen Ellemann og henviser til DMU-rapporten, der yderst detaljeret beskriver den katastrofale tilstand, som ynglefuglene befinder sig i, og som også kommer med helt konkrete bud på holdbare løsninger. Men miljøministeren erklærer sig uenig i, at der skal gøres noget ved dræningen af markerne i Tøndermarsken. Karen Ellemann siger til Ritzaus Bureau, at hun har bedt Skov- og Naturstyrelsen, der er en instans under hendes eget miljøministerium, om at komme med et bud på en løsning, så der kan komme mere vand på markerne samtidig med, at landmændene fortsat får lov at dræne.

Tilbage ved nul
Nu venter vi, igen, på, at forskere skal undersøge de løsningsmuligheder, som forskere, eksperter og interessegrupper efterhånden har fremlagt i årevis. Tøndermarskens problemer og løsninger har været velunderbyggede og veldokumenterede i et hav af videnskabelige rapporter, notater, afhandlinger og opmålinger fra Danmarks Miljøundersøgelser, Skov- og Naturstyrelsen, Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening i de seneste 10 – 15 år, og alligevel udviser miljøministeren uvilje over for en konkret redningsplan og erklærer sig uenig med nogle af forskernes udsagn.

Her på marsken.dk sidder vi tilbage med spørgsmålene:
- Hvad ved miljøministeren, som eksperter og forskere ikke ved?
- Er Miljøministeriet interesseret i at bevare og genskabe bestanden af ynglefugle i Tøndermarsken?
- Hvorfor er miljøministeren så begejstret for landbrugets velbefindende, når det er  på bekostning af en udryddelsestruet fuglebestand i et internationalt, fredet naturhabitat og en kommende nationalpark?
- Hvorfor holder miljøministeren fast i de frivillige aftaler med Tøndermarskens landmænd, når de seneste 20 års historie har vist, at de ikke har virket?

Marsken.dk stiller spørgsmålene.   

Jon Detlefsen & Søren Larsen, marsken.dk.

Dette indlæg er skrevet i fællesskab af Mette Gjerskov, MF (S), klima- og miljøordfører og Benny Engelbrecht, MF (S), forbrugerordfører

Tøndermarsken er en af Danmarks mest unikke naturperler og en af Nordeuropas vigtigste ynglepladser for vade- og engfugle. Desværre er der de sidste 20 år sket et meget drastisk fald på 80 pct. i bestanden af ynglende fugle, og arter som brushønen og sortternen er næsten helt forsvundet fra den sønderjyske himmel. Det er sket til trods for at Tøndermarsken – på papiret – burde være et af Danmarks mest beskyttede naturområder. Marsken er omfattet af Ramsar- og Natura2000-beskyttelse, en lov om fredning fra 1988 samt Naturbeskyttelseslovens generelle bestemmelser. Samtidigt har den danske stat postet tæt ved 80 millioner kroner i beskyttelsen af Tøndermarsken. Alt sammen danske og europæiske regler og midler, der skulle sikre Tøndermarskens naturværdier – alt sammen forgæves.

Regeringens midlertidige ordninger bærer ansvaret
Tøndermarsken har været udsat for et forvaltningsmæssigt svigt af enorme proportioner. Under den nuværende regering har situationen i Tøndermarsken som en konsekvens af lappeløsninger, uklare regler og manglende visioner for området fået karakter af en ren og skær naturmassakre. Regeringen har siden 2003 spildt 6 millioner skattekroner på en midlertidig og utilstrækkelig kompensationsordning – den såkaldte MVJ-ordning – som nu ser ud til at være blevet endeligt vraget af de fleste landmænd i marsken. Og det er svært at bebrejde landmændene. Over de sidste 6-7 år er kompensationsbeløbet blevet ændret mindst tre gange, aftalerne skal genforhandles hver femte år og landmændene risikerer, hvis de deltager i ordningen, at miste dele af deres EU-støtte. Resultatet er at kun 15 pct. af naturområderne i dag er tilmeldt MVJ-ordningen. Det betyder at en utilstrækkelig lille del af marsken reelt beskyttes, som det var tiltænkt i den over 20 år gamle fredning. Konsekvenserne for miljø og fugle har været derefter, og antallet af ynglefugle er stort set på samme niveau som inden MVJ-ordningen trådte i kraft.

En permanent løsning
Det er på høje tid, at der skabes en klar og tidsubegrænset løsning for Tøndermarskens natur og fugle såvel som for lokale landmænd. Derfor vil vi fra socialdemokratisk side efter påske fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget som udstikker rammerne for en permanent løsning for tæt ved 3000 hektar af Tøndermarsken. Målet er at ynglefuglebestanden genetableres på det niveau der var gældende i perioden 1978-1988. Landbruget skal fortsat – som det har været i århundreder – være en del af marskens natur, men primært som naturplejer og hovedsageligt i form af græssende kreaturer og får. Samtidigt skal der sikres en vandstand i marsken, der er i overensstemmelse med fuglenes behov. Det vil medføre visse tab for landmændene, hvilket de naturligvis er berettiget til at blive kompenseret for en gang for alle.
Tøndermarsken er dannet af naturen og mennesket i forening. Havets oversvømmelser har gennem tusinde af år aflejret silt* og sand i marsken. Og hårdarbejdende mennesker har opført dæmninger, kanalsystemer, værfter og marskens karakteristiske bølgende fenner. Naturen er blevet tæmmet, og naturen har tilpasset sig. Men efterhånden som menneskets metoder er blevet mere effektive, er succesen sket på naturens og især fuglenes bekostning. Det skal vi rette op på. Ikke blot af hensyn til miljøet, men også af respekt for Tøndermarskens historie og til gavn for turismen. Generationer af sønderjyder har sammen med deres børn levet med marskens natur og beundret fuglefænomener som Sort Sol. Det skal vi og kommende generationer forsat kunne.

* silt er meget meget finkornet sand

Tønderområdet er min hjemstavn, og jeg har i mange år hørt, hvordan området bliver glemt.

Historierne går på, hvordan politikerne tager alt fra området og smider det over øst på.

Men der er een ting som tilhører den sydvestligste del af Jylland og som ingen kan tage fra dem. Det er marskområderne.

Og dog… Fordi det, der er en af Tønders største turistattraktioner og en stor indtægtskilde, er gennem

de sidste 20 år blevet en brik i et spil om landbrugskroner. De mange fugle, der holder til i marsken udvikler sig langsomt fra at være en ynglekoloni af rigtig mange forskellige fugle, til at være en gåsekoloni.

Landbruget er også en vigtig del af området. Både med kulturarv, men også som en vigtig indtjeningskilde,

og derfor kan man ikke bare lukke det ned.

Men er det ikke muligt, for fuglene at leve med landmændene og vice versa?